Min krop og træning
Din krops fysiske tilstand har også betydning for dit humør og din psyke. Hvis du føler dig træt, energiforladt, i dårligt humør eller stresset, kan motion være en god løsning. Motion påvirker kroppens kemiske processer og bestemte hormonelle udskillelser, der bl.a. har betydning for, hvordan dit humør er. Motion kan bl.a. også forbedre din evne til at håndtere en højere stressbelasting i forbindelse med eksaminer, arbejde eller i sociale sammenhænge. Motion forbedrer også kroppens fysiske dele, f.eks. normalisering af kredsløbet, immunforsvaret, stofskiftet eller appetitreguleringen. Din psykiske og fysiske tilstand er ikke to forskellige ting, men påvirker og afhænger af hinanden.
Motion og dit humør
Motion påvirker signalstoffer i din hjerne, der styrer dit humør, energiniveau, stressniveau, motivation og koncentration. Derfor kan motion flere gange om ugen være godt for dig og medvirke til at mindske følelsen af nedtrykthed og øge din følelse af selvværd. Alene det faktum, at du gennemfører dine planlagte motionsdage kan give succesoplevelser. Det betyder ikke noget, hvilken motionsform der er tale om, men det er nødvendigt, at du bliver forpustet i minimum 20 min. to gange om ugen.
Motion kan gøre dig mere modstandsdygtig overfor eventuelle stressbelastninger, depressioner, og angst-problematikker. Motion afleder din hjerne. Når du er fysisk aktiv, så har du ikke den samme tilbøjelighed til at tænke negative tanker. Hvis du allerede har en depression eller angst, kan det stadig være en rigtig god idé at dyrke motion. Eksempelvis kan motion være med til at stabilisere nogle af de fysiske følgevirkninger, som depression har i forhold til søvn, appetit og energi.
Ønsker du at vide mere om sammenhængen mellem motion og din psykiske tilstand, kan du klikke her.
Stress og motion
Motion anbefales ofte i sammenhæng med stress. Er du stresset, så skal du bare dyrke motion, men sådan er det ikke altid. Er du meget stresset, så kan hård motion øge stressfølelsen, fordi hård motion også fremprovokerer nogle af de fysiske symptomer, som stress medfører. Det er dermed ikke det samme som, at du skal undgå at motionere, men er du meget stresset, så kan det være en god ide, at du rådfører dig med din læge. Du kan sammen med din læge finde ud af hvor påvirket du er af din stresstilstand, og hvordan dine motionsvaner skal tilpasses.