Lær om depression
Det er helt naturligt at føle sig nedtrykt og ked af det en gang imellem, hvis der er noget at være ked af. Det kan være problemer derhjemme eller i skolen, kærestesorger, eller sorg over et dødsfald. Visse ting kan gøre én meget trist, men følelsen aftager også igen. Prøv til gengæld at forestille dig, at du igennem uger og måneder bliver ved med at være ked af det uden rigtigt at vide hvorfor. Har du det sådan, er det nødvendigt med hjælp.
Mange forstår ikke, hvad deres depression er kommet af, mens andre godt kan pege på belastninger, der over tid har tynget dem så meget, at de til sidst har udviklet en depression. Sidstnævnte kaldes ydre omstændigheder, som fx kan være mobning i skolen, problemer derhjemme, stress, ensomhed, sorg eller sygdom. Uanset om årsagen er ukendt eller kendt, er det en rigtig god ide at tale med nogen.
Hvornår ved jeg, at jeg har en depression?
Ved en depression er du ofte nedtrykt, eller måske har du mistet evnen til at føle noget? Typisk vil den nedtrykte følelse være ledsaget af:
-
Nedsat energi og lyst
-
Træthed
-
Nedsat interesse og lyst
-
Forstyrret søvn og appetit
-
Koncentrationsbesvær
Hvad kan jeg gøre?
Du kan gøre flere ting selv for at få det bedre. Præcis hvad du skal gøre og hvad der virker for dig afhænger af flere ting. Fx. hvor svær din depression er, og hvor lang tid du har haft det dårligt? Hvad tror du årsagen/rne er? Har du nogle at snakke med?
Her på siden kan du også få nogle værktøjer som måske kan hjælpe dig. Se mere i fanen Værktøjskassen "Hvad kan jeg selv gøre". Vi anbefaler altid, at du snakker med nogen. Jo før du fortæller om, at du har det dårligt, desto hurtigere kan du få det godt igen.I nogle tilfælde kræver en depression hjælp fra en læge, psykolog eller en terapigruppe.