Tanker om selvmord
Hvis du er i krise og har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Det vil hjælpe dig at få sat ord på de svære tanker og følelser, der fylder for dig. Sig det til en, du kender og har tillid til eller ring anonymt til Livslinien. Se også flere forslag til, hvem du kan snakke med under fanen kontakt.
Hvorfor sige det?
Selvom det kan virke svært at sige det højt, så kan det hjælpe dig. De fleste oplever det som en stor lettelse at sige det højt og tale med nogen om det. Du er ikke alene om at have de svære tanker. Alle kan få tanker om selvmord i perioder af livet, og der vil være mennesker, der kan forstå dig.
At snakke om det kan give dig nye tanker og vende dem, du har. Tanker om selvmord behøver ikke være et udtryk for et ønske om at dø. Tankerne kan opstå, når en situation er uoverskueligt og livet gør ondt. Selvmord kan virke som den eneste udvej, men du kan tale med nogen, der kan hjælpe dig med at se andre muligheder.
Skriv det
Hvis du udtrykker dig bedst ved at skrive, så gør i stedet det. Det kan også være, at du bedre forstår andre og bedre kan lide kontakten, når den er skriftlig. Livslinien har en netrådgivning, hvor du kan kan få rådgivning gennem mailudveksling. Klik her, for at komme til skrivdet.dk
Når du skriver om dine tanker og følelser kan det desuden have den effekt, at du får sorteret i dine tanker. At skrive det, kan for nogen hjælpe dem med at se klarere på situationen. Det kan blive lettere for dig selv at se, hvad det er for nogle tanker, der fylder og hvorfor. Det kan også være, at du bliver tydeligere på, hvad du gerne vil have hjælp til.
Hvorfor er tankerne der?
Der kan være mange forskellige årsager til at tankerne er der. Det kan fx være, at du oplever en psykisk ubalance, har en depression eller har mistet en, du holder af. Det kan også være, at du synes alt i dit liv går skævt, og du ikke kan magte det mere. Måske er der problemer i din familie, som synes umuligt at løse eller måske har du kærestesorger.
Lige meget hvad grunden er til, at du har tanker om selvmord, så kan du få råd og hjælp. Når livet er uoverskueligt og gør ondt, så kan de negative tanker føles rigtige, og det kan være svært at komme væk fra dem. At snakke eller skrive med et andet menneske kan rykke ved tankerne og være det første skridt på vejen til at få det godt.
Snak med en rådgiver eller læs mere på livslinien.dk